De fleste mennesker kan på et tidspunkt i livet opleve en periode, hvor der opstår tanker, adfærd og følelser der er vanskelige at håndtere alene. Du kan befinde dig i en situation, hvor du oplever behov for hjælp til livsforandringer, relationelle problemer, sorg, krise eller anden form for belastning i dit private liv eller dit arbejdsliv. Det kan være hjælpsomt at opsøge en psykolog, hvis du oplever symptomer på stress, angst og depression eller ønsker hjælp til bedre at kunne håndtere aktuel belastning i dit liv. Andre årsager til at opsøge et forløb hos en psykolog kan være et ønske om øget indsigt i egne adfærds, tanke- og handlemønstre samt et ønske om at styrke egen evne til at navigere i livets udfordringer.
Jeg har erfaring indenfor en række terapeutiske retninger, herunder kognitiv adfærdsterapi (KAT), acceptance and commitment therapy (ACT) samt mentaliseringsbaseret terapi (MBT) og metakognitiv terapi (MCT).
Et forløb hos mig indledes med at afklare årsagen til din henvendelse og forløbet tilpasses terapeutisk de vanskeligheder du oplever i dit liv og ønsker hjælp til. Jeg er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet i 2011 og medlem af dansk psykologforening. Jeg er autoriseret psykolog i 2016 og har mere end 10 års terapierfaring fra privat praksis og psykiatrien. Hos mig vil du blive mødt af en rolig og nærværende psykolog med mange års erfaring samt fokus på ærlighed og empati.