De fleste mennesker har gjort sig større eller mindre erfaringer med stress. Ved kortvarig stress skærpes opmærksomheden, og man bliver mere effektiv. Dette er gavnligt i perioder med ekstra svære og udfordrende opgaver, f.eks. i en eksamensperiode.

Problemet opstår, hvis belastningerne bliver vedvarende, således at stressreaktionen konstant udløses, uden at kroppen får den nødvendige ro og hvile. Kroppen har brug for ro og tid til at genopbygge sig selv. Ignorerer man kroppens behov for hvile, kan der opstå psykiske symptomer som f.eks. søvnproblemer, koncentrations- og hukommelsesbesvær, irritabilitet, depression og angst. Adfærdsmæssigt knyttes ofte en usund livsstil til stress (f.eks. for lidt søvn, motion og sund mad / for meget kaffe, alkohol og for mange cigaretter).

Udbrændthed kan være en alvorlig følgevirkning af langvarig stress. Udbrændthed ses ved mennesker, der i deres job skal udøve omsorg for andre (f.eks. pædagoger, lærere, læger, psykologer, sygeplejersker og landmænd). Ved udbrændthed ses ovennævnte stressreaktioner, men hertil kommer en følelsesmæssig udmatning, hvor personen oplever at miste det personlige og følelsesmæssige engagement i sit arbejde.

Det kan tage lang tid at komme sig, hvis man er blevet udsat for langvarig stress. I lang tid efterfølgende kan man have en stærk øget følsomhed over for belastninger, og man udtrættes let ved lyde og andre sanseindtryk. Koncentration og hukommelse er evner, der kan lide skade under langvarig stress, og som det tager tid at genopbygge.

Stress opstår ofte i kombinationen mellem belastende arbejdsvilkår, og mennesker, der stiller høje krav til dem selv, har tendens til at gruble over for meget på en gang, og/eller har svært ved at fokusere. Når et menneske er i fare for at udvikle sundhedsskadelig stress, skal arbejdspladsens del af ansvaret først og fremmest undersøges. Står arbejdskravene mål med ressourcerne? Er der f.eks. tid nok til at løse opgaverne? Får medarbejderne den nødvendige faglige rådgivning, der ’klæder’ dem tilstrækkeligt på til jobbet? osv.

I psykoterapien kan personen arbejde med sin egen andel:

• Indstillingen til arbejdet. Stiller han/hun urealistiske høje krav til sig selv?
• Er personen overdrevent omstændig og pertentlig?
• Kan arbejdet struktureres og prioriteres bedre? Og kan personen træne sin evne til koncentration og fokus?
• Skal personen øve sig i at sige fra, bede om støtte osv.?
• Kunne der være en tendens til at påtage sig kollegers problemer?
• Har han/hun behov for at skabe en bedre balance mellem arbejds- og fritidsliv? Er der tilstrækkelig tid og ressourcer til personligt værdifulde gøremål – f.eks. tid med familie og venner, tid til motion, læsning, havearbejde …, eller hvad der nu er værdifuldt for den enkelte.
• Er der i øvrigt forhold i personens liv, som det vil kunne frigive ressourcer at få arbejdet med? (Det kunne f.eks. være følelsesmæssige belastninger i nære relationer – f.eks. i relation til forældre, kæreste, børn, kolleger og/eller nære venner. Det kunne f.eks. også være tendenser til at gruble for meget over tingene og/eller bekymre sig unødigt).