Vi har det vanskeligt med kærligheden. Halvdelen af os bliver skilt, og halvdelen af dem, der bliver sammen, lever i dårlige forhold.

Kærlighed angives af de fleste mennesker som noget af det vigtigste i livet – men statistikken taler sit tydelige sprog: kærlighed er måske nok noget af det mest fantastiske, men også noget af det sværeste, og derfor noget vi må arbejde med.

Hvis begge parter er motiverede for at arbejde med deres egen andel af konflikterne i forholdet, kan parterapi være lige netop den hjælp man har brug for, for at vende spændinger, frustration og disharmoni til et parforhold der overvejende er kilde til glæde og støtte.

Generelt om parforhold ses det, at der findes mange ’skadelige’ myter og fortællinger om kærlighed – lige fra eventyrenes ”og de levede lykkelige til deres dages ende” til reklamernes altid harmoniske, lykkelige og smukke familier (hvor der ikke ses panderynker, trætte og grædende børn, krummer på gulvet og fedtet hår).

Når man i længere tid lever intimt sammen med et andet menneske, som har

·        andre tanker og følelser

·        andre interesser

·        andre forventninger til husarbejde, sex, penge, ferier, forældreroller, familieliv, arbejde og fritid

·        andre måder at kommunikere og udtrykke sig på

·        andre reaktioner på de ting, du afskyr

·        andre reaktioner på de ting, du godt kan lide

·        andre normer for, hvordan man opfører sig

·        andre normer for renlighed, indretning, oprydning

·        venner og familie, du ikke har så meget til fælles med, eller måske ligefrem ikke bryder dig om

·        indgroede vaner og særheder, som irriterer dig

er der så noget at sige til, at parforholdet indebærer visse udfordringer? Hvis man indgår i et parforhold er det på godt og ondt – ud over fællesskab, loyalitet, sex, fortrolighed, kontakt m.m. må man også regne med en vis portion spændinger, smerte og stress.

Reklamer, eventyr, film, romaner, sange, digte (og folks generelle bluf og facade) er med til at skabe skadelige forestillinger om, at der findes en perfekt mand eller kvinde, som venter på os et eller andet sted derude, og når vi endelig finder den rigtige partner, så vil man blive hel og fuldstændig og forblive dybt forelsket og leve nærmest problemfrit resten af livet uden at gøre ret meget for det.

Hvis man tror på det vrøvl, sætter man sig selv i en situation, hvor man kommer til at tage en masse unødvendige kampe med livets realiteter. Hvis man f.eks. forventer, at éns partner skal tænke og føle det samme, som én selv, kommer man til at opleve (rigtig meget) skuffelse og frustration.

Det gode parforhold er ikke nemt, det kræver prioritering, personlig udvikling og en masse hårdt arbejde. Som med alt andet i livet hænger udkomme og indsats meget nøje sammen.

Hvis kærlighed er vigtigt for én, må man nødvendigvis også prioritere det; f.eks. ved at arbejde med sig selv – hvis man arbejder med at være f.eks. nærværende, opmærksom, lyttende, forstående, omsorgsfuld og respektfuld, gør man noget godt for sit parforhold. Man kan også prioritere ’par-tid’, og bestræbe sig på at skabe en god balance i tilværelsen mellem arbejde og fritid, og man kan arbejde på at leve et liv, der skaber overskud til at være en kærlig og betænksom partner. Man kan øve sig i at fokusere på alt det, man har at påskønne og sætte pris på, i stedet for at zoome ind på de ting, man kunne ønske var anderledes eller (endnu) bedre etc.

Hvis man selv bliver bedre til at værdsætte sin partner, være betænksom og omsorgsfuld, udtrykke egne ønsker, behov og holdninger klart og roligt - og samtidig være lyttende, forstående og udvise respekt og tage hensyn til sin partners behov og ønsker – så vil man meget ofte (selvom det ikke nødvendigvis er lige med det samme), opleve, at ens partner også ændrer sig positivt.

Når man har det svært i forholdet, gør det ondt på begge parter – den ene part kan godt virke relativt uberørt, men bag den ydre synlige adfærd kan ligge meget smerte, bedrøvelse, skyld, skam, ensomhed, følelser af ikke at være god nok etc.

Ved at erkende at éns partner er lige så ulykkelig som én selv, kan man vælge at reagere på måder, der er bedre for forholdet – f.eks. med venlighed, medfølelse, ro og respekt frem for bebrejdelser og/eller afvisning.

Hvis man har alt for forskellige værdier, og hvis man synes, man virkelig har prøvet på at få forholdet til at fungere ved at arbejde med sin egen andel – og hvis forholdet stadigvæk er mere frustrerende, belastende og tærende end nærende – så er det også ansvarligt – og over tid (ofte lang tid) – livskvalitetsforøgende at afslutte forholdet… Men sjældent hvis man springer det personlige udviklingsarbejde over. Hvis man skal hive sig selv, sin partner og eventuelle børn igennem en skilsmisse, er det mest fornuftige, man kan gøre, at tage ved lære, så man kan gøre det bedre i et eventuelt nyt forhold.

En psykolog er en nyttig sparringspartner, når man vil undersøge sin egen andel, og se ting i øjnene omkring sig selv – selvransagelse og selverkendelse kan være ubehagelig og smertefuld, men processen er ubehaget og smerten værd, fordi den i det lange løb gør os i stand til at udvikle os, ’forbedre’ os, hvilket giver gevinst i det lange løb. Jane Fondas livsklogskab: No pain, no gain, gør sig gældende i mange af livets forhold – ikke mindst i forhold til vores personlige udvikling J